Sankt Annæ Pigekor i Kina 26. marts til 6. april
Billeder og små fortællinger fra turen, ved Per Dyrlev og Claus Vestergaard Jensen
Links til billeder fra de enkelte rejsedage: (Billedsiderne åbner i nye vinduer/faner)
27. marts:
 |
|
Ankomst
Så er vi ankommet til Beijing efter en lang nats flyvning. Pigerne er blevet indkvarteret på 2mandsværelser på luksushotellet Traders. Vi bor tæt på byens hjerte og gav os hurtigt ud i den lune eftermiddag til Ritan Park, Solens tempel. En smuk oase og et nødvendigt åndehul for en storby med en puls der kan høres. Vi afsluttede rundturen i en nærliggende ægte kineser-restaurant. Her blev vi præsenteret for mindst tyve forskellige typiske retter fra Beijing køkkenet. Det kulinariske opbud blev placeret på en glasplade ovenpå selve bordet, hvilket gav mulighed fra- og tilvalg af det velsmagende tilbud. Alle spiste vi med stor fornøjelse med pindene - og blev mætte! Nye udfordringer og opgaver venter på os lørdag. CV og PD
|
28. marts:
 |
|
Tiantan Park / koncert i den forbudte by
Dagens overskrift var tur til Tiantan Park, Himlens tempel. Vi blev introduceret til kinesisk tænkemåde og selvopfattelse ved den danske kulturattaché Erik Messerschmidt, som iøvrigt er kinesisk gift. Han gav os et ordentligt skub til vores fordomme om kinesisk kultur holdt op imod en traditionel vestlig opfattelser. De skub blev bekræftet, da vi indtog Tiantan Parken. Her udfoldede sig en folkerørelse på flere planer: fællessang med klanglige idealer, som øjeblikkeligt lød meget fremmede for nogle af os, men samtidig fascinerede ved engagement og nerve. Der var dans enten alene eller organiseret suppleret af en bred vifte af gymnastisk udfoldelse. Det lokkede til deltagelse enten med dans eller helt konkret med Pigekorets to sange ved en af tempelbygningerne. De fik stor applaus. Efter frokost på en vestligt lignende restaurant var det tid til hvile inden forprøve og koncert i Den Forbudte Bys Koncertsal. Billederne bekræfter pigernes dybe engagement ved den meget flot besøgte koncert (mere end 1000 tilhørere). Vi havde besøg af et børnekor, som havde ønsket at høre og møde Pigekoret. Børnene og pigerne mødtes efter koncerten, og det var tydeligt, at begejstringen var stor på begge sider. Det var en meget sikker debut for Pigekoret i Beijing. Vi glæder os alle til de næste koncerter. CV og PD
|
29. marts:
 |
|
På besøg i den forbudte by - koncert i Nova Art Center
En rundvisning i den Forbudte By var et af de særlige arrangementer vi havde varmet op til under rejsemødet, og så var vi endelig fremme ved startstedet. Det begynder med en rolig opmarch til indslusningsbåsene, men langsomt udvikler kødannelsen sig til en menneskeflod, der (for)fører os igennem de åbne paladser og i ventetiden bliver der taget mange, mange billeder. I den fase kan det være vanskeligt at overskue: hvem er hvor og hvorfor mangler vi nogle af eleverne og lederne. Men vi havnede pludselig på et idyllisk samlingssted og her fik Pigekorets: "I Danmark er jeg født" en tydelig opmærksomhed hos kineserne. Det var flot og smukt. Vi skulle ifølge tidsplanen opfylde en aftale om en frokost arrangeret i Nova Art i en nærtliggende restaurant: "Serve the People" og det opfattede vi naturligvis bogstaveligt. Det var thailandske retter og de var velsmagende. Efter en opvarmning med fysiske øvelser med Anne-Sophie fulgt af vokaliser ved Karin var vi klar til en fælles koncert med et kor fra en international korskole i Beijing, Dulwich College. Pigekoret indledte med "I Danmark er jeg født", i en opstilling på balkonen over den store sal. Koncerten blev overværet af ca 200 tilhørere, som applauderede varmt. Rummets akustik gav pigerne mulighed for at brillere med deres klanglige formåen og overbevisende dynamik. Den danske ambassadør og frue overværede koncerten og Pigekoret var efterfølgende inviteret til en sammenkomst med bespisning på ambassaden. Ambassadøren takkede indledningsvis for en smuk koncert og pigerne kvitterede for arrangementet med at synge "I skovens dybe, stille ro". En dag fyldt med oplevelser, glæde og anerkendelse fik den smukkest mulige afslutning. CV og PD
|
30. marts:
 |
|
Den kinesiske mur - Det olympiske stadion
Turen til Den Store Mur er en "skal-opgave" for alle besøgende i Kina og derfor også for Pigekoret. De første vi mødte var de ceremonielle vagter på Muren, som blev overvundet af pigernes charme. Og så var vi der. Et smukt skue ud over et bjergområde med et svagt snedække blev dokumenteret med foto fra mobil og kamera. Vi afsluttede turen med en bobslæde til startstedet - og det var en udfordring, som enkelte desværre ikke fik del i på grund af snefald. Videre til det olympiske stadion, The Nest, hvor den gigantiske plads foran de store idrætarenaer var præget af gruppebilede-opstillinger. Det gav afsæt til en ikke olympisk disciplin: Hvem-kommer-hurtigst-frem-til-et-helt-fremmed-gruppebillede! Her blev skabt et virvar af glade kortvarige venskaber. Alle nød det. Eftermiddagens sidste punkt var en klassisk kinesisk akrobatikforestilling udvalgt af vores kulturatáche Erik Messerschmidt. Det var en dunkende elektro-musikalsk forestilling forløst med en imponerende ekvilibrisme. Stor applaus. Og så var det tid til middag med and á la Beijing. Fin kulinarisk oplevelse. En kort shopáholic tur afrundede dagen. CV og PD
|
31 marts:
 |
|
Koncert i Wuquing
I Kina lukker de helt ned for varmen i beboelsesejendommene til fordel for et sikret forbrug i industrien pr 15. marts. Det mærkes ikke i særlig grad på hotellerne, men det kan mærkes i de officielle bygninger som koncertsale m.m. Pigerne kom til at mærke det i den store koncertsal i Wuquing kultur center tirsdag eftermiddag og aften. Det krævede masser af tøj og meget bevægelse. men på trods af disse odds leverede koret en glimrende koncert. I koncerten var nu også både Mai Britt kramer og Lotte Rømer involverede. Pigekoret var inviteret til at indvie den nye spritnye koncertsal. Salen er så ny, at det nye flygel blev pakket ud og stemt under korets forprøve. Så kan det ikke blive et mere koncentreret tidspres. Det blev til en sen hjemkomst med viden om, at bussen skulle køre os til lufthavnen allerede kl. 5.00 næste - og det var ikke en aprilsspøg! CV og PD
|
1. april:
 |
|
Rejsedag
Det er blevet onsdag den 1. april og vores nye guide Edward byder velkommen til Shanghai på vej i bussen til vores nye hotel. Det har været en restitutions-dag med spisning, små gåture, hvile, korprøve og endnu en spisning og så på hovedet i seng. I morgen venter en stor koncert i Shanghai konservatoriets koncertsal. Mere herom i morgen. CV og PD
|
2. april
 |
|
Shopping og koncert i Konservatoriets koncertsal
I dag er det H.C.Andersens 204. fødselsdag og Sankt Annæ Pigekor fejrer den med en koncert i He lu Teng, Conservarory Concert Sal, Shanghai. Men forinden skal vi en tur i det tidligere franske kolonikvarter. Det blev en kort tur. Men efter frokost, (dejgpuder), fik pigerne afløb for deres shop'aholic-gener. Vi var i nærheden af Konservatoriet og derfor var der kort vej til eftermiddagens korprøve. Koncertsalen var næsten fuld og koret sang op til det tydeligt engagerede og forventningsfulde publikum. Vi havde kinesisk urpremiere på H.C. Andersens eventyr: Konen med æggene, til musik af Jens Erik Raasted. Fjollebillederne viser, at vi havde en af de aftener, hvor glæden bobler ove hos alle. Sent hjem. CV og PD
|
3. april:
 |
|
Koncert på Children's Hospital ved Fudan University "I skal vide, at jeres koncert i aften har haft en uvurderlig betydning for de børn, som ikke har en normal hørelse", sagde Lotte Rømer efter koncerten på Children's Hospital ved Fudan University. Koncerten var kommet i stand ved det danske høreapparatfirma Widex, som har en stor afdeling i Shanghai. Widex har fra start været en meget væsentlig medspiller ved gennemførelsen af Pigekorets turne til Kina 2009. Det engagement blev bekræftet ved ankomsten til hospitalet, som på det nærmeste var overdækket af plakater med p.r. for koncerten. Under koncerten nød Lotte og koret godt af et meget smukt erhu-akkompagnement af en studerende fra Konservatoriet i Shanghai. Koncerten blev afsluttet med uddeling af blomsterkranse til koret og staben. Det blev et uformelt spontant samvær med de mange forældre og børn umiddelbart efter koncerten. Dagen begyndte iøvrigt i Kinas højeste bygning (492 meter). Det gjorde indtryk, at elevatoren kørte med en hastighed på 10m/s. Udsigten er fantastisk fra øverste "floor". Aftenens gallamiddag bød på "sea-food" og den blev indrammet af udveksling af gaver og taler. CV og PD
|
4. april:
 |
Udflugtsdag/fridag Udflugtsdag/fridag med besøg i en by vest for Shanghai, Zhu Jaijiao. Den kan vel mest sammenlines med Venedig i Italien på grund af de smukke kanaler og tilsvarende gondol-lignende både, som bliver manøvreret rundt i de brede kanaler. Det stærkeste indtryk, var dog de snævre gyder med et uoverskueligt antal salgsboder med smykker, lædervarer og ikke mindst: Mad, mad og atter mad! Vi sluttede med endnu en "power-shopping" fulgt af en Hot-pot menu på en restaurant tæt på centrum. CV og PD |
5. april:
 |
|
Gudstjeneste og karaoke Sidste hele dag i Kina. Dagen begyndte med en Gudstjeneste for den den danske menighed i Shanghai. Ved Gudstjenesten var der også dåb og konfirmation. Efter Gudstjenesten var der frokost i det fri og så gik turen til en sidste gang powershopping i Shanghai. Om aftenen var det tid til dagens clou: Besøg på karaokebar, hvor der blev sunget og hygget voldsomt. CV
|
6 april:
 |
|
Hjemrejse Hele dagen, (fra 05.30), brugt på at komme hjem til Danmark - med så mange rejsemidler som muligt. Først bus til togstation, hvorfra vi kørte med verdens hurtigste tog til Shanghai Lufthavn. Toget kører normalt med over 400 km/t, men i morgentimerne nøjes man med 300 km/t. Og det var hurtigt! Fra Shanghai fløj vi til Beijing, og fik nudler med oksekød om bord. I Beijing kørte vi med metro for at komme til en ny terminal for at kunne flyve til Danmark. På turen fik vi, ja gæt: Nudler med oksekød. Undervejs kørte vi også med shuttle-bus i en af lufthavnene, men det er allerede glemt hvilken. Efter en MEGET lang rejsedag ankom vi til Kastrup, hvor familie og venner ventede og fik en dybtfølt 'I Danmark er jeg født', som hilsen. CV
|
|